En eftermiddag i starten af efteråret sidder Anna Munkholm ved et bord fyldt med mørkerosa dahlia'er. Hun er gravid med sit første barn, en lille pige.

I denne udgave af Ro Women deler Anna sine egne tanker om det at skulle være mor for første gang. Om langsomt at blive til nogen, hun endnu ikke har mødt. Og om den ro, der måske, kan opstå midt i noget så stort og ukendt.

Sommerfuglene der blafrer rundt i maven

Anna har endnu ikke mødt sin datter, men noget i hende har på sin vis allerede genkendt rollen.

“Jeg har ikke mødt min datter endnu, men på en helt særlig måde føler jeg allerede, at jeg er blevet nogens mor.”

Hun fortæller, hvordan hun for nylig stod og plukkede stikkelsbær hos sine forældre og pludselig visualiserede sin datter stå ved siden af sig med lyst hår, der bevægede sig i vinden.

“De små forestillinger gør hende på en eller anden måde mere virkelig og får sommerfuglene til at blafre i maven,” fortæller hun.

Drømmene, forestillingerne og alt det endnu ukendte gør ventetiden til noget helt særligt første gang.

»Mine drømme er ikke længere kun mine egne«

Der er en tydelig glæde i Annas ord, når hun fortæller om at skulle være mor for første gang, men også en eftertænksomhed. Den slags, der følger med, når man står midt i en stor forandring. For Anna handler graviditeten ikke kun om det nye menneske, der er på vej. Den handler også om, hvem hun selv langsomt bliver undervejs.

“Samtidig kan jeg mærke, hvordan noget i mig langsomt flytter sig. Mine drømme, mine prioriteter og mit blik på fremtiden er ikke længere kun mine egne,” siger hun.

Hun deler krop med sin datter “for en stund”, som hun selv formulerer det, og ved, at hun snart skal lære en ny udgave af sig selv at kende.

“For der ligger noget sårbart i at blive mor. Mens en ny version af mig tager form, siger jeg langsomt farvel til den udgave af mig selv, som jeg har kendt hele mit liv.”

Det er en ærlighed, der fortjener en plads i samtalen om at skulle være mor for første gang. At det ikke kun handler om alt det nye, men også om en form for afsked.

En påmindelse om at holde fast i sig selv

Midt i alt det nye mærker Anna et behov for at holde fast i det, der allerede er hendes: værdierne, roen og følelsen af at være sig selv.

Om halsen bærer hun en lille påmindelse om netop det. I låsen på hendes halskæde sidder Ro-signaturdiamanten. En næsten usynlig detalje, som ikke er skabt til at blive set af andre, men til at have betydning for den, der bærer den.

“For mig kan den blive en lille daglig påmindelse om at finde min indre ro og holde fast i mig selv og mine værdier midt i det nye kapitel som førstegangsmor.”

»Jeg glæder mig til at møde hende«

Anna ved endnu ikke, hvem hun bliver som mor. Måske er det netop pointen: Ro behøver ikke at betyde, at man har styr på det hele, men at man kan stå i det uvisse uden at miste sig selv.

“Jeg ved endnu ikke, hvilken mor jeg bliver. Men jeg glæder mig til at møde hende. Både min datter og den nye version af mig selv”.

Tak til Anna for at dele sine sårbare og ærlige tanker med os, mens hun selv står midt i forandringen.

Dit bidrag

Vi har altid vidst, at Ro Copenhagen handler om mere end smykker. Det handler også om følelserne og historierne omkring dem.

I vores artikelserie Ro Women udforsker vi betydningen af ro gennem inspirerende kvinder, vi ser op til. Og svarene er sjældent ens.

Hvad betyder ro for dig?

Vi vil meget gerne høre din historie, eller om der er et emne, du synes, vi skal udforske på vores blog: Hverdagsro. Skriv til os på Instagram og del dit bidrag.

Måske er det netop din historie, eller din idé, der inspirerer vores næste indlæg.